1. Anvendelse
Disse forretningsbetingelser gælder for opdrag, som BUSTAMANTE Advokatfirma påtager sig, medmindre andet er aftalt skriftligt i den konkrete sag.
BUSTAMANTE Advokatfirma er en enkeltmandsvirksomhed, CVR 27540600. Advokat Reza A. Bustamante er beskikket af Civilstyrelsen og medlem af Advokatsamfundet.
2. Opdragets etablering
Et opdrag anses først for etableret, når advokatfirmaet har accepteret at påtage sig sagen. En henvendelse eller fremsendelse af materiale er derfor ikke i sig selv udtryk for, at advokatfirmaet har påtaget sig sagen.
Inden et opdrag påbegyndes, foretages konfliktcheck. Hvis sagen er omfattet af hvidvaskloven, kan advokatfirmaet desuden være forpligtet til at indhente identitets- og kontroloplysninger.
3. Opdrags- og prisoplysning
Forbrugerklienter modtager ved opdragets start skriftlig oplysning om opdragets væsentligste indhold og om salæret. Hvis et samlet salær ikke kan oplyses på forhånd, oplyses i stedet et overslag eller grundlaget for beregningen.
Priser til forbrugere oplyses inklusive moms, medmindre andet klart fremgår.
4. Salær og udlæg
Salæret fastsættes som aftalt i den konkrete opdragsbekræftelse. Ved salærfastsættelsen kan blandt andet indgå den anvendte tid, sagens karakter og kompleksitet, det ansvar der er forbundet med sagen, sagens betydning og det opnåede resultat.
Klienten afholder udlæg og eksterne omkostninger, der er nødvendige for opdraget, herunder f.eks. retsafgifter, sagkyndige erklæringer og andre gebyrer. Advokatfirmaet kan anmode om forudbetaling af salær eller udlæg.
5. Betaling
Betalingsfristen er 8 dage fra fakturadato, medmindre andet fremgår af fakturaen eller er aftalt. Ved forsinket betaling kan der beregnes renter efter rentelovens regler.
Ved væsentlig betalingsmisligholdelse kan advokatfirmaet efter omstændighederne udtræde af sagen i overensstemmelse med de advokatetiske regler.
6. Retshjælpsforsikring og fri proces
Hvis der i den konkrete sag kan være mulighed for offentlig eller forsikringsdækket retshjælp, orienteres klienten herom i overensstemmelse med de regler, der gælder for advokater.
7. Fortrolighed
Advokatfirmaet er underlagt tavshedspligt. Oplysninger om klienten og sagen behandles fortroligt, medmindre videregivelse er nødvendig som led i opdraget, følger af klientens instruktion eller er påkrævet efter lovgivningen.
8. Ophør af opdraget
Klienten kan bringe opdraget til ophør. Klienten skal betale salær og udlæg for arbejde, der er udført frem til ophøret.
Advokatfirmaet kan udtræde af et opdrag, når det kan ske i overensstemmelse med de advokatetiske regler, herunder ved interessekonflikt, manglende betaling eller hvis det nødvendige tillidsforhold ikke længere er til stede.
9. Ansvar og forsikring
BUSTAMANTE Advokatfirma er ansvarlig for sin rådgivning efter dansk rets almindelige regler. Advokatfirmaet har tegnet ansvarsforsikring og stillet garanti efter Advokatsamfundets regler. Se siden Forsikring og garanti.
10. Sagsakter
Efter en sags afslutning opbevares sagens akter i en passende periode under hensyn til sagens karakter og de gældende regler. Se også advokatfirmaets privatlivspolitik.
11. Klage
Hvis en uenighed om advokatfirmaets salær eller adfærd ikke kan løses, kan der klages til Advokatnævnet. Advokatnævnet behandler både salærklager og adfærdsklager.
Advokatnævnet
Kronprinsessegade 28, 4. sal
1306 København K
Telefon 33 96 97 97
advokatnaevnet.dk
12. Lovvalg og værneting
Opdrag er underlagt dansk ret. Tvister afgøres ved de danske domstole efter de almindelige værnetingsregler og med respekt af ufravigelige regler, der gælder for forbrugere.